Prisen er sjældent det, den først ser ud til
Et uventet opkald koster ikke noget, når telefonen ringer. Regningen kommer bagefter, og den består af flere dele end blot penge. Der er den tid, du bruger på at tale, tjekke og rydde op. Der er den ro, du mister, når en stemme i røret gør tidspunktet vigtigere end sagen. Og der er i værste fald et beløb, som forsvinder, fordi du handlede, før du fik tænkt dig om.
I de her uger, hvor mørket kommer tidligere, og mange har mere styr på regninger og abonnementer, ringer telefonen oftere med emner, der lyder som hverdag. Det gør opkaldene svære at vurdere. Jeg vil derfor ikke tale om frygt, men om hvad der faktisk driver prisen, så du kan stille tempoet ned og selv bestemme, hvad et opkald må koste dig.
Hastværk er den dyreste ingrediens
Når et opkald virker presserende, stiger prisen næsten altid. Haster det, får du mindre tid til at tænke, og så bliver det let at sige ja til noget, du ellers ville have vendt. Et eksempel: Du får et opkald fra en person, der siger, at en betaling hænger fast, og at den skal løses inden for få minutter. Tidsfristen er ikke en oplysning, den er pres.
Derfor er den billigste vane at sænke tempoet. Du må gerne sige, at du ringer tilbage. Du må gerne bede om et navn og en reference og lægge på. Ingen seriøs sag forsvinder, fordi du holder fem minutters pause. Det er sjældent selve spørgsmålet, der er dyrt, men det sekund, hvor du føler, at du ikke har lov til at vente.
- Haster det, er det en grund til at vente
- Du må altid bede om at ringe tilbage
- En frist uden forklaring er et tegn at lægge mærke til
Oplysninger du giver, er en del af regningen
Mange tænker på prisen som et beløb, der forlader kontoen. Men det, der ofte koster mest, er de oplysninger, du afgiver undervejs: et kodeord, en engangskode, en del af et kortnummer eller blot bekræftelsen af, at du er hjemme og svarer. Hver enkelt oplysning kan være en lille brik, men sammen kan de åbne døre, du ikke vidste, du havde låst op.
En enkel regel er at tænke på det, du siger, som noget, du ikke kan tage tilbage. Du kan altid tilføje en oplysning senere, men du kan ikke fortryde, at du har sagt den. Hvis nogen ringer og beder dig læse en kode op, så husk, at koder du selv har bedt om, er til dig, ikke til den, der ringer. Det alene fjerner mange af de dyreste fejl.
Tid og energi: den skjulte udgift
Også de opkald, der ender godt, koster noget. Du bruger tid på at tale, tid på at tjekke og nogle gange en urolig aften bagefter. Det er værd at regne med, fordi det forklarer, hvorfor så mange bliver ved i samtalen: At lægge på føles uhøfligt, og at blive i linjen føles som det mindste besvær i øjeblikket.
Men besværet bliver mindre, hvis du har en fast sætning klar. Noget i retning af: Jeg ringer selv tilbage på det nummer, jeg kender. Den sætning er høflig, kort og lukker samtalen uden diskussion. Når du har sagt den nogle gange, koster den næsten ingenting, og du sparer dig selv både den dårlige samvittighed og tiden i røret.
- Hav én fast afslutningssætning klar
- Skriv navn og tidspunkt ned, hvis du er i tvivl
Hvad det koster at tjekke efter, og hvorfor det er billigt
Det mest overraskende er, hvor billigt det er at tjekke. Du lægger på, finder selv nummeret til den afsender, der påstår at have ringet, og spørger, om der er en sag. Det tager få minutter og koster dig højst et almindeligt opkald. Til gengæld får du en klar besked fra en kanal, du selv valgte, og ikke fra en, der blev lagt i din hånd.
Her er det vigtigt at huske, at jeg ikke repræsenterer nogen af de organisationer, du måske ringer til. Jeg er en uafhængig blog og kan ikke sige, hvordan de hver især arbejder. Men princippet gælder uanset: Den kanal, du selv finder, er den, du kan stole mest på, og den koster næsten ingenting at bruge.
Små vaner, der holder regningen nede
Du behøver ikke blive mistænksom over for alle opkald. Det er dyrt på en anden måde, fordi det slider på dig. Satsningen er i stedet nogle få rolige vaner, der gør, at de fleste opkald bare er opkald. Lad ukendte numre ringe ud, og se, om der kommer en besked. Bed om tid, når noget haster. Og del aldrig koder eller kodeord i en samtale, du ikke selv startede.
Jeg øver gerne vanerne højt med andre, fordi det bliver lettere, når sætningerne har lydt én gang. Prøv det ved køkkenbordet med en, du holder af: Den ene ringer, den anden bruger sin afslutningssætning. Efter to eller tre runder kommer den uden at tænke, og det er præcis, når den begynder at spare dig for noget.
- Lad ukendte numre ringe ud, og vurder bagefter
- Bed om tid, og ring selv tilbage
- Giv aldrig koder videre i opkald, du ikke startede
Et uventet opkald koster først og fremmest det, du giver væk i et hastværk: tid, ro og oplysninger. Prisen falder, når du sænker tempoet, bruger en fast afslutningssætning og selv finder nummeret at ringe tilbage til. Det er små ting, der kan øves i ro og mag. Du behøver ikke være bange for telefonen, blot lade være med at lade opkaldet bestemme tempoet for dig.